Escrima er fascination af bevæbnet kamp. Våben træning har været en fast del af EWTO´s aktiviteter siden stormester Kernspecht inviterede de to pionere Bill Newman og Rene Latosa til Kiel i 1977. Efterfølgende udgav de sammen den første bog omhandlende philipinsk kampsport. Muligheden for at lære Escrima, er især positivt hos de elever der har særlig interesse i våben indenfor kampsportens verden. Tilsvarende anvendes ”the long pole” og de dobbelte ”broardwords” i WT systemet, men disse anvendes kun i undervisningen, som en del af de mest avancerede trænings programmer. På basis af det Filippinske kampsport koncept, lægger Escrima udelukkende vægt på områder, der har til målsætning at tilstræbe elevens egen individuelle objektive træning. Områderne er : Selvforsvar, Konkurrence og Middelalder Våben.
Selvforsvar der anvender sløve eller flade våben, repræsenter i sig selv en ældre generation. Lang tid før mennesket lærte at anvende metal i kamp, brugte mennesket kæppe, hænder og lange ben/knogler, der i sig selv var med til at forstørre menneskets overlegenhed. Udviklingen og elegancen af hånd – holdte våben, samt deres effektive brug i over tusinde år, var drevet af deres eksisterende og unikke fordel. Opfindelsen af skydevåben var mere eller mindre slutningen på de håndholdte våben. I den moderne tid, i Europa, har selvforsvar med håndholdte våben atter opnået en ny betydning, idet brugen af et våben hurtigt kan kompensere for mangel på styrke eller kropsvægt, samtidig med streng lovgivning i brugen af disse. Under guidet indflydelse fra stormester Bill Newmans generationer af dygtige udøvere af escrima, er der udviklet en nymodens Philipinsk kampstil baseret på håndholdt våben, der fuldt ud lever op til betingelserne for effektivt selvforsvar i den vestlige nation.
Der findes en lang række traditioner forbundet med demonstration og afprøvning af ens overlegenhed i turneringer indenfor Escrima. Tidligere organiserede EWTO konkurrencer for udøverne af Escrima, hvilket resulterede i, at deres procedurer og grundregler blev modellen for kæp – kampe, og disses konkurrencer generelt. Lige fra starten var de ansvarshavende for udviklingen af retningslinierne, med til at sikre det største potentiale, kombineret med den laveste risiko. Nu til dags, er dommerne udlært på specielle seminarier, hvor de har lært at dømme efter strenge regler. Endvidere er hver deltager i enhver turnering påbudt at deltage i specielle konkurrence seminarier, der personligt er udarbejdet før hver enkelt konkurrence, af stormester Bill Newman. Deltagerne konkurrerer i forskellige vægtklasser, hvilket igen er inddelt i begynder og øvede. Ligeledes er det obligatorisk, at hver enkelt deltager bærer det tunge beskyttende udstyr, idet det mindsker risikoen for at komme til skade. Udstyret beskytter imod selv det hårdest slag og består af hjelm, brystbeskytter, handsker og skinnebensbeskyttere.
Det traditionelle våben i Escrima, er en kæp der er udført af bøjelig bambus. Dog skal de der anvender kæppen være opmærksom på, at denne repræsentere en gruppe af kvæstende og dynamiske våben. I traditionel Escrima drejer det sig hovedsagligt om machete, bolo, knive / dolk o. lign fladbladede våben. Inspireret af Filippinske Escrima, der i sig selv var væsentligt inspirerede af spanske våben, udforskede stormester Bill Newman egen bevæbnet kamptraditioner og opdagede en stor og næsten glemt arv, der på nuværende tidspunkt er eksklusiv og familiær med fægtning. Bill Newman kombinerede herefter Escrima principperne, hvor overførsel i teknikken mellem kæp og de andre våben var centrale, med nuværende ”eksotiske” traditionelle Europæiske våben typer. Glaive, gladius, buckler og 2 håndholdt våben, er inkluderet i speciel klasse kategorien i dagens escrimadores træning indenfor EWTO. Disse seriøse og gamle middelalderlig våben er kun beregnet for træning, der ikke kun opfylder deres indtryk af at tiden står stille, men også giver dem en bred og jævn repertoire gennem rendyrkelsen af et disponibelt og tilgængeligt trænings værktøjer.
Selvom det spanske udtryk ”Arnis de Mano” faktisk betyder kunsten at beskytte med hænderne (litt:harnessing), refererer det til et selvforsvars system, der originalt stammer fra Filippinerne, som i deres selvforsvar hovedsagligt anvendte skarpe blad våben, kæppe o. lign. Håndteknikker uden våben blev afvejet som sekundær, og selvom dette kampsystem var meget lidt kendt i Europa i en lang periode, var det udstrakt i USA og tilegnet en stor gruppe af Filippinere som var emigrerede til USA. Engang refererede denne stil til Kali, der normalvis blev kaldt ”Arnis de Mano” men af andre spanske navne ”Escrima”, der i oversat betydning hentyder til noget i retningen af kamp. Denne kampsport har en lang og voldelige historie, der stækker sig tilbage til år 1521, da Filippinerne blev besejret af Spanien. Tidligere blev ”Arnis de Mano” undervist på samme niveau og i samme betydning som det at lære at matematik, skrivning og Sanskrit. Dette frembragte en form for militær træning af børnene i kampklasser. Spanierne havde dog stort besvær med at benytte og overvinde deres vilje hos indbyggerne, der kun håndterede deres bolos, dolke og kæppe i dødelig udkomst. Det var kun brugen af skydevåben der var i stand til at samle spanierne.
Ved begyndelsen af det 18 århundrede havde Spanien Filippinerne under kontrol, og det at praktisere eller lære ”Arnis de Mano” var strengt forbudt (på samme tidspunkt som Japan forbød indbyggerne i Okinawa i at bære våben). At bære en bolo / machete eller en dolk var ligeledes ulovligt. Disse tiltag skulle have til hensigt at civilisere de varmblodede Filippinere. Derfor blev ”Arnis de Mano” øjeblikkeligt en hemmelig kampsport (ligesom karate i Okinawa), og blev kun praktiseret i al hemmelighed. Da det genopstod fra den hemmelig verden, var det blevet uigenkendeligt for spanierne, idet ”Arnis de Mano” fremstod som en elegant dans for de lokale og deres musik. Hermed sagt at udførslen af kampsporten, blev udført i bevægelser der mest af alt mindede om stor elegance i dansetrin, og uden nogen våben (sammenlignet med brasilianske Capoeira). Minsandten om ikke Spanien fandt denne ”dans” tiltalende og tillod offentliggørelse og udførsel af denne ved offentlige begivenheder. Tværtimod var ”Arnis de Mano” mere i live end nogensinde. Fra generation til generation blev disse forskellige regionale kamp stile kollektivt kendt som ”Arnis de Mano”, og holdt i live og overleveret fra generation til generation gennem årtusinder. Ved det spanske kolonis ophør i 1898 og USAs overtagelse blev forbuddet frastøt. Sportslige arrangementer blev afholdt på helligdage, og i offentlige rum. Stik modsat nægtede mestrene at åbne deres døre til undervisningen, og Arnis forblev en hemmelig kampsport.
Der var dog fortsat rigeligt med kampe at kæmpe i de følgende år, idet der blev erklæret krig og japanerne underkastede Filippinerne, der kæmpede på den amerikanske side i guerilla enheder. Der var rigeligt med nærkontakt i kampene og mange skylder ikke mindst deres tak til Arnis træningen. Deres officielle våben, macheten, var meget lig med deres traditionelle våben, boloen, hvilket betød at mange kunne raffinere deres teknikker i ægte kamp over en lang tidshorisont. Filippinerne var et udsat sted at opholde sig, selv efter krigen. I 1967 var byen San Juan den første by der bandlyste brugen af nunchaku. I september 1972 blev det muligt for præsidenten at løse personlige uoverensstemmelser med knive, skydevåben og andre dødbringende våben, idet han påtvang kampsporten status. Dette efter at filippinere immigrerede til USA og tog Arnis de Mano med sig. De fleste filippinere bosatte sig på Hawaii og i Stocktown, Californien. Herfra blev Arnis/Escrima udbredt på det amerikanske marked. Genopdagelsen af Escrima er til dels afmålt i den sene Bruce Lee, idet demonstration og anvendelse af de filippinske kæppe anvendes i hans film ” Enter the Dragon” og ”Game of Death”. Han bragte dermed den gamle kampsport Escrima tilbage i offentlighedens lys og bevidsthed.
Nuværende population af Escrima i Europa skyldes ikke mindst et stort engagement, entusiasme og stor viden samt dygtighed fra stormester Bill Newman. Han har vejledt og karakteriseret udviklingen af Escrima mere end nogen anden. Bill Newmans interesse i denne kampsport begyndte i 60´erne, hvor de eneste asiatiske kampsport stile var judo og Jiu-jitsu. Ved et tilfælde mødte han pioneren Brian Jones, og blev hans personlige elev. Entusiastisk træning af Wado Rye Karate og Wing Chun blev hverdag i mere end 7 år for Newman. Én dag hørte Bill Newman fra sin træningspartner Dick Morris, at Escrima instruktøren René Latosa ikke boede ret langt fra hans hus, og at han gav undervisnings lektioner i Filippinsk våben kamp. Newman blev straks nysgerrig efter denne nye eksotiske kampsport og startede ret hurtigt træning med Latosa. Latosa præsenterede yderligere Newman for de ældre escrimadores såsom Angel Cabales, Leo Giron og John Latosa. Newman og Latosa trænede i nogle år sammen, rejste til Europa og introducerede denne fortsatte ukendte kampstil i kampsportsverdenen. I November 1977 blev de begge inviteret til Kiel for at afholde et seminar i denne kampsport, af Keith R. Kernspecht. Stormester Kernspecht havde stiftet bekendtskab til dem i diverse kampsports magasiner og ville gerne se Escrima udført.
Tilfældigvis var Kernspecht også forfatter og ejer af et forlagsvirksomhed, og besluttede på stedet at skrive en bog om Escrima. Den første og eneste bog om Filippinsk kampsport, blev udgivet af Wu Shu Verlag i 1979, med mange efterfølgende udgivelser de næste 20 år, grundet den store efterspørgelse. Efter endt tid hos militæret, returnerede René Latosa til USA og Bill Newman fortsatte med at undervise i Escrima i Europa, under navnet EWTO, European WingTsun Organisation. Newman rejste regelmæssigt til USA for at lære af de bedste undervisere i Escrima, og dermed være i stand til selv at undervise hans elever i den bedst mulige og højeste standard. Escrima gav også Bill Newman adgang til store traditioner indenfor Europæiske våben færdigheder. I gennem tiderne med forskning, opdagede Newman, at talstærke af våbnene og kampsport konceptet kun var kendt hos få specialister. Han undersøgte mulighederne for at Escrima princippernes udvikling indenfor anvendelsen af disse eksotiske våben, og opbyggede en ny sektion ” middelalderlig og oldtids våben” til anvendelse for Escrima udøveren i EWTO. Stormester Bill Newman har rejst over hele verden mere end nogen anden, i mere end tredive år, for at undervise den konstante udvikling og udførsel af entusiastiske udøvere af Escrima.